Et af torsdagslammene var moderfåret ikke så vild med. Lørdag morgen var det tydeligvis ikke helt så stort som makkeren, og lørdag eftermiddag, da vi kom hjem fra en tur i Legoland, lå lammmet sammenkrøbet og svækket. Så svækket, at det ikke længere kunne tage kampen op med moderfårets afvisning.
Så var det ellers på med flasken. Dvs. vi skulle lige først have organiseret noget go' dansk rå komælk fra en gavmild nabo, en flaske osv.
Om lammet så ville drikke? Ikke nikke nej. Men det var vi tre om at bestemme. Vi måtte love Tøsen, at hvis hun var bare en lille smule samarbejsvillig, så ville hun få et langt liv. Og så måtte vi mere eller mindre tvinge mælk i hende. Kold og klam virkede hun også, så vi traf en hurtig beslutning. Halm i en af de nyligt indkøbte foderkasser, og så ellers ind på bryggersgulvet! Hunden så noget mellemfornøjet ud.
I løbet af aftenen var der ikke meget respons eller interesse for mælken, men ved nattefodringstid ved tre-tiden, da var der brægen og kalden, ståen på alle 4 ben i kassen og det bedste: egenhænding drikning. (her var der så en æggeblomme i mælken). Optimismen steg.
Søndag morgen var der knap så meget interesse for mælk, men lidt gled da ned. Vi skulle til Odense til konfirmation, så en nabo lovede at prøve at fodre i løbet af eftermiddagen.
Da vi så kom hjem her i aften, kunne lammet stå på egne ben, ville drikke 50 ml selv, og hoppede så ud af kassen. Så der sluttede bryggersopholdet. I stedet rykkede vi hende ud i hø-afdelingen under varmelampe, akkompaneret af brægen fra de to andre moderfår - ikke fra hendes egen mor. Hvor efter hun rask væk fik endnu 50 ml mælk ned. Hun blev ved med at undersøge Christina for mælkeleverancer.
Nysgerrigheden for omgivelserne, interessen for maden, evnen til selv at få mælken ud af flasken, afførring, brægen gør, at vi nu begynder at tro på, at hun kommer på benene - til det lange liv.
